Torben Aastrups slægtshistorie

Startside Op Indhold Gæstebog EDB Anetavlen Kilderne Tips og idéer Foreninger Fotoalbum

 

 

 

 

Min metode
 

horizontal rule

Min mor arbejdede på den traditionelle måde med at tage især på Landsarkivet i Viborg og fordybe sig i kirkebøger, folketællinger, lædsruller, skifter m.m. Hun har gennem sit mangeårige og store arbejde fået skelettet af familiens aner op at stå. Vi ved, hvem mange af vores forfædre er.

Jeg har bevidst valgt at supplere disse oplysninger ved at sætte kød på skelettet. Dels har min tid ikke været til at besøge arkiverne, dels har adgangen til andre kilder og specielt adgangen til kilder via internettet givet mig en mulighed for at arbejde på en anden måde.

En meget stor del af mit slægtshistoriske arbejde består derfor i at samle og registrere oplysninger om mine aners rødder og virke samt gemme disse i digitalt i form. Den digitale form er i skrivende stund i det store hele uden problemer, og har ubestridelige fordele i forhold til kommunikationen med andre interesserede.

Hver enkelt indsamlet oplysning gemmer jeg i en akt på den dato, som begivenheden stammer fra. Akterne indeholder således som minimum en dato, en eller flere personer typisk med forbindelse til familien, lokaliteten og en beskrivelse af begivenheden. Et tilstrækkeligt antal og relevante akter sorteret i en kronologisk rækkefølge vil derfor udgøre et udsnit af den pågældendes liv. Men hvad der er relevant, ændrer sig med tiden, og den enkelte bruger bestemmer selv relevansen.

De enkelte akter er således unikke og gemt hver for sig og uden sammenhæng med øvrige akter. Det er således op til den enkelte bruger af mine notater at stykke akterne sammen med henblik på at få et samlet overblik over den enkelte person, en periode i familiens historie, en given lokalitet eller en bestemt begivenhed. Der er således tale om en bevidst satsning fra min side om ikke en gang for alle at skrive familiens ultimative krønnike, men at indsamle de enkelte blade, som den enkelte bruger ud fra egne behov kan bladre i og evt. sætte sammen til den krønnike, som de måtte have behov for.

Alt dette slægtshistoriske materiale vil måske engang være fuld tilgængeligt via mine eller andres hjemmesider. Jeg er efter min første indsats i efteråret 2003 og set i sammenhæng med den globale udvikling ikke i tvivl om, at vi om en årrække henter, lagrer og videresender vores informationer via internettet med de dertil knyttede servere, som internetteknologien allerede nu giver mulighed for. Den klassiske brug af en PCer vil til den tid være en saga blot.

Under alle omstændigheder vil jeg sikre, at materialet bliver videregivet til andre i familien, lokalhistoriske arkiver m.fl., hvor dette måtte være relevant, skulle ovennævnte vision ikke ske fyldest.

Undervejs i dette i princippet evige arbejde med at opsøge og registrere oplysninger af relevans for familien gør jeg mig en række tanker og overvejelser omkring processerne hermed. Disse overvejelser har jeg hidtil kun i begrænset omfang ført dagbog over eller nedfældet på papir, og nogle er desværre for længst glemt. Visse tanker vil kunne genkaldes gennem en analyse af de mange e-mails, som jeg siden min tilslutning til internettet fra den 01-04-1996 har udvekslet med andre personer med slægtshistoriske interesser.

Men med etableringen af de første hjemmesider i 2003, blev idéen om at bruge hjemmesiderne til at nedfælde sådanne tanker skabt.

28-12-2003 Torben Aastrup
 

Denne note er ajourført 01-11-2005

horizontal rule