I artiklen Thoughts About "Full Frame" af Mike Johnston fra
oktober 2004 i The Luminous-landscape på www.luminous-landscape.dom har han
fremsat sine tanker suppleret med Michael Reichmanns kommentar om full frame
problematikken.
Canon fremstiller i dag DSLR kameraer i 3 formater: 1/3 frame formatet i APS-C
chippen i EOS 350D og EOS 20D, et mellemformat på 19 x 29 mm. i EOS 1D Mark II,
og full frame formatet på 24 x 36 mm. i EOS 1Ds Mark II.
Nikon er på vej med den nye D2x i den professionelle ende også med en APS
billedchip men altså mindre end full frame.
Hans argument er, at 1/3 frame chippen er på vej som ny standard, der overtager
full frame chippens betydning i den professionelle ende, når vi ser bort fra den
mindre gruppe, der fortsat vil foretrække en chipstørrelse større end full frame
som eksempelvis ovennævnte Mamiya ZD.
Hans synspunkt synes bekræftet af Kodak og Pentax' ovennævnte annoncering den
15-03-2005 af den nye billedchip i størrelsen 34 x 45 mm. indeholdende 18
Megapixel bl. a. beregnet til en digitalisering af Pentax' gamle mellemformat
645.
Michael Richmann imødegår delvis Mike i hans synspunkter i samme artikel under
overskriften Rebuttal.
Hans synspunkter er, at fotografer bruger de forskellige filmformater primært af
praktiske hensyn, omkostninger og bekvemmelighedshensyn. Man kan arbejde
hurtigere og billiger med småbilledkameraer som 24 x 36 mm. Det er tungt og
besværligt at bevæge sig rundt med et storformat kamera. Så afgørelsen om
billedformat er ikke så meget et hensyn til billedkvaliteten som ovennævnte
hensyn til det praktiske, bekvemmeligheden og ikke mindst udgifterne forbundet
med brugen af det pågældende medium (set i forholdet til indtægterne). [Han går
med disse synspunkter faktisk imod sin egen påstand, den røde tråd i
fotografiets historie er mindre og mindre kameraer for at øge mulighederne for
at tage billeder].
Hans mener også, at årsagen til 1/3 frame formatets udbredelse alene er, at
prisen for udstyret (kamera, objektiver m.m.) er væsentlig mindre for 1/3 frame
kameraet end full frame kameraet.
Når fremstillingsomkostningerne ved et full frame kamera falder til prisen for
et 1/3 frame kamera, vil vi alle vælge full frame kameraet. Her overser han, at
i så fald vil omkostningerne alt andet lige også være faldet tilsvarende for 1/3
frame kameraet og dermed fortsat gøre dette kamera til et bedre økonomisk valg.
Men pointen valg af pris eller kvalitet er et kendt dilemma.
Et reelt problem med 1/3 frame kameraer er, at man må fremstille nye vidvinkel
objektiver for at kunne tage et billede med den samme vinkel som i et full frame
kamera. Disse nye vidvinkelobjektiver har den uheldige egenskab, at de ikke vil
kunne bruges til de gamle full frame kameraer. Men de fremstilles uden de store
problemer i 2005.
Men han mangler noget. Med 1/3 frame kameraerne har man alt andet lige behov for
objektiver med en kortere brændvidde end ved full frame kameraet grundet
omregningsfaktoren på typisk 1,5. Et 300 mm. objektiv svarer til et 450 mm.
objektiv på et 1/3 frame kamera. Og de lange objektiver er meget dyre at
fremstille!
En anden kendsgerning er, at de nye vidvinkelobjektiver vil kunne fremstilles,
så de kan bruges til begge chipstørrelser, hvilket faktuelt sker for såvel Sigma
som Tamron objektiver. Så nu får begge kameratyper glæde af udviklingen.
1/3 frame billedchips har efter Michaels opfattelse således ingen
kvalitetsfordele, tværtimod giver full frame billedchips alt andet lige mulighed
for en højere opløsning og dermed mulighed for at udprinte i større
papirstørrelser.
Full frame chips giver også mulighed for større pixel og en bedre
billedkvalitet med mindre støj (ved en given teknik, som altså i princippet ikke
har nået sin grænse for den enkelte pixels størrelse).
Han er parat til at vædde på, at full frame chippen vil blive billigere og
billigere, til de når det niveau, hvor hovedparten af spejlrefleksfotograferne
får råd og dermed behov for et full frame kamera, og at prisforskellen mellem
full frame og 1/3 frame chippen bliver så lille, at den kommer til at udgøre en
uvæsentlig del af beslutningen for anskaffelse af kameraet.
Han mener sig i stand til at dokumentere denne del af sin påstand med mange
eksempler på, at digitale kameraer er blevet billigere og billigere gennem bare
de sidste par år (men det er 1/3 frame kameraerne også).
Han overser, at nok falder priserne og billedchippens størrelse og kvalitet
stiger, men at det gælder alle billedchipstørrelser, hvorfor den relative
prisforskel bevares. Se Fujis digitale kamera i foråret 2005, som klarer en
lysfølsomhed på op til 400 ISO uden billedstøj.
Mike forsøger at gendrive Michaels synspunkter med flg.:
Vore dages diskussion om full frame og 1/3 frame minder om, da idéen med
filmformatet 24 x 36 mm. kom frem i 1930erne. Før den tid havde man brugt
negativfilm i et væsentlig større format eks. 6 x 9 cm. eller større (tænk blot
på vores gamle anebilleder optaget i fotografens atelier), som dels kostede mere
i råfilm m.m. dels medførte nogle store og klodsede kameraer, der kun med besvær
kunne transporteres udendørs.
Også dengang var der diskussion om, hvorvidt kvaliteten af det nye format kunne
måle sig med storformaterne.
Mike henviser til, at 35 mm. objektivernes 24 x 36 mm. format har vist sig at
være det mest hårdføre format inden for traditionel film i kombination med, at
råfilmen kunne produceres med stordriftsfordele og dermed billigere end datidens
store filmformater, hvilket jo fortsat er tilfældet ikke mindst efter, at
sølvpriserne i 1980erne fik et gevaldigt prishop (så meget at man fik byttet sin
fixervæske uden beregning).
Begræsningerne i fremstillingen af et objektiv er flg. faktorer: afstanden
mellem bagerste linse og filmen (Flange Distance) og denne linses diameter (Exit
Pupil) samt det yderste objektivs størrelse (Objective Size). Jo større afstand
til filmen, jo større afstand til genstanden og jo større billedformat jo dyrere
objektiv.
Flange Distance er bestemt af spejlets størrelse og komplicerer fremstillingen
af vidvinklerne.
Exit Pupil er afgørende for objektivets lysstyrke jo større jo mere lys.
Diameteren på Objective Size begrænses kun af håndteringen, vægten og
omkostningerne forbundet med at fremstille det i en tilstrækkelig god kvalitet.
Genbruger vi de gamle full frame objektiver i et 1/3 frame kamera, spilder vi en
del af objektivets billede svarende til halvdelen. Alternativt kan vi bruge den
kvalitetsmæssigt bedste midterste del af optikken.
Konstruerer vi et nyt objektiv specielt til 1/3 frame formatet og tilpasser
spejlet til den halve størrelse, kan vi gøre de ovennævnte faktorer tilsvarende
mindre og dermed billigere i fremstillingen på et punkt nær: vidvinkelobjekivet
er vanskeligere at fremstille i 1/3 frame størrelse.
Så hvad angår fremstillingen af objektiver, så taler 1/3 frame formatet i disses
favør såvel kvalitets- som prismæssigt. Problemet med fremstilingen af en ny
type vidvinkel er løst i skrivende stund, uden at disse hører til i den dyre
ende af prisskalaen.
Synspunktet støttes af de små digitale kameraer, som har en forbavsende god
kvalitet, så lang tid vi holder os til en opløsning på ISO 100 eller derunder (i
sommeren 2005 400 ISO). Men det er ikke optikken, der giver problemer med en
bedre billedkvalitet, men billedchippen og den tilknyttede digitale
billedbehandling i form af chips og software.
Som eksempel anfører Mike det bedste digitale kamera excl. DSLR kameraer som
Olympus C-8080 med en 5 x xoom, 28 - 140 mm. (ækvivalent til 35 mm.) med en
blændeåbning fra f/2.2 til 3.5 objektiv. Et objektiv med de samme egenskaber til
et DSLR kamera vil formodentlig være to gange så stort, to gange så tungt og
koste tre gange så meget.
Som eksempel på prisforskellen mellem nye objektiver fremstillet specielt til
1/3 frame billedchippen og gamle objektiver fremstillet til 35 mm. objektiverne
sammenligner han Nikons AF-S Nikkor 300 mm. f/4 til omkring $ 1.150 (designet
til Nikon nye D2x kamera med 1/3 frame chip med 2 x forstørrelse) med et
ækvivalent objektiv fra Canon EF 600 mm. f/4 IS til $ 7.200.
Så Mike fastholder fortsat, at man vil kunne fremstille en elektronisk søger til
erstatning for prismesøgeren i det traditionelle SLR kamera, at man vil forøge
billedkvaliteten i de nye 1/3 frame APS-C billedchips, og så vil man kunne
indkasere den fulde fordel af de nye objektiver med 1/3 frame formatet som
vinder.
Michael har så flg. kommentar til Mikes 2. indlæg:
De mange hundred millioner af brugere af 35 mm. objektiverne vil fortsat for en
tid benytte sig af disse. Investeringen heri vil være for stor.
Nok vil amatører med nogle få og mindre kostbare objektiver kunne overbevises om
det fornuftige i at skifte til det nye billedformat (den samme tanke ligger bag
mine overvejelser om bruge mine 1970er objektiver til mit Pentax K1000 SLR
kamera).
Men de professionelle med deres store investeringer i mange og dyre objektiver
vil fortsætte med at bruge disse og stille krav om et full frame kamera. Heri er
jeg enig med Michael, det samme var vel også tilfældet, da man fik opfundet det
nuværende småbillede kamera med billeder på 24 x 36 mm. størrelse. Udviklingen
har dog gjort mellemformatet og storformatet til en eksklusiv og kostbar
fornøjelse samt tungt og besværligt at arbejde med i marken.
Michael argumenterer også for, at kamerafabrikanterne vil få store omkostninger
forbundet med at skulle konvertere deres gamle 35 mm. objektiver til det nye 1/3
frame format. Det er selvfølgelig rigtigt, for så vidt det skulle til at ske i
løbet af en weekend, modsat taler en sådan konvertering for en øget
omsætningsmulighed for fabrikkerne. Vi er jo ikke ukendte med at smide det gamle
væk, når der viser sig nye og "måske" bedre muligheder eks. CD-spillerens sejr
over pladespilleren. Mange tiltrækkes kraftigt af angivelige teknologiske
forbedringer. Se eks. på computerområdet, hvor computeren i dag kan langt mere
end behovet til almindelig tekstbehandling og surfen på internettet.
Michael henviser også til som en historisk kendsgerning, at fotografer med de
højeste kvalitetsambitioner søger mod større filmformatet som mellem- og
storformaterne. Her har han igen ret, men gruppen vil repræsentere de få og
udvalgte. Modsat taler fotografiens historie, som er en lang udvikling i retning
af mindre og mindre kameraer og udstyr, såvel af økonomiske årsager men ikke
mindst af praktiske årsager. En lang række aktionbilleder ville aldrig været
blevet optaget med et storformat kamera.
Som eksempel fortæller han om Georg Tiedemann, som til Olympiaden 2004 brugte et
Hasselblad og Phase One 22 Megapixel bagstykke, angiveligt fordi hans
nyhedsagent krævede det. (Det er selvfølgelig forventet, at en del blade med
højtrykskvalitet forlanger det ypperligste i opløsning og billedkvalitet, modsat
taler dog, at flere og flere nyheder m.m. ikke skal trykkes med udgives
elektronisk, hvor skærmteknologien sætter grænsen for, hvor fin en opløsning vi
kan beundre billederne i).
Han konkluderer, at vi fortsat vil se et broget udbud af billedformater, men at
der fortsat ikke er sket et paradigmeskifte bort fra full frame formatet.
