Torben Aastrups slægtshistorie

Startside Op Indhold Gæstebog Min slægtshistorie EDB Anetavlen Kilderne Tips og idéer Foreninger

 

 

 

 

Hvad skete der i 2004?
 

horizontal rule

I 2004 skete der flg. begivenheder af særlig betydning for mig:
 

Anetavlerne

 

Den 05-08-2004 og 27-08-2004 sendte jeg en GEDCOM-fil med 2.235 (2289) aner fordelt på 905 (929) familier til FamilySearch Internet, som drives af mormonerne (The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints).

GEDCOM-filerne bliver gemt i Granite Mountain Records Vault ved Salt Lake City.

 

Filen er eksporteret via Brother's Keeper til Legacy og indeholder kun oplysninger om afdøde personer excl. noter.

Alle nulevende personer er anonymt mærket NULEVENDE. Der er herudover ingen oplysninger om vedkommende. En nulevende person er en person, hvis alder beregnet på fødsel eller dåb er under 90 år, og som ikke har oplysninger om død eller begravelse. Personer uden oplysninger om fødsel og dåb, død og begravelse betragtes også som nulevende, selvom de har levet for mange generationer siden.

Personer uanset alder med døds- eller begravelsesdato/-sted betragtes som døde.

Mine aner vil blive gjort tilgængelige dels via de CD'er, som mormonerne løbende udgiver dels gjort tilgængelige via internettet under området PEDIGREE RESOURCE FILE.

 

Den 22-12-2004 har FamilySearch bekræftet, at de dels har accepteret mine GEDCOM-filer til at blive arkiveret i Granite Mountain dels har tilføjet mine aner til søgemulighederne på internettet og deres CD nr. 91.

 

Alfreds erindringer

Alfreds livserindringer blev fremsendt til Dansk Folkemindesamling. Den 11-06-2004 har arkivet bekræftet, at hans erindringer er indgået i manuskriptarkivet under arkiv nummer DFS 2004/034.

 

Bortgang i familien

 

Tirsdag den 26-10-2004 døde min onkel Johnny i en alder af 83 år. Johnny var ud af Hjortholt-famlien på sin fars side og Johansen-familien på sin mors side.

 

Det lykkedes mig i 2003 at få Johnny til at skrive sine livserindringer, som jeg modtog første del samme året. Eftersom han til det sidste var åndsfrisk, fik jeg ham overtalt til at skrive mere herunder ikke mindst omkring hans fag som fiskehandler og fagets håndtering i hans og hans fars tid. Yderligere 25 håndskrevne sider var lagt til side, da vi efter hans bisættelse delte hans bo.

 

Også disse sider skal renskrives og forsynes med supplerende oplysninger om personer, steder, tidspunkter o. lign. Det er herefter min plan at aflevere hans samlede erindringer til Københavns Stadsarkiv, som må være det naturlige sted for en københavnerdrengs erindringer.

 

 

Kontakt med andre grene af familien:

Thørring-grenen
 

Ninna fik den 21-01-2004 gennem en radioudsendelse kontakt til Anna, datter af RN0291 Peder Christian Thørring og kusine til RN0107 Ane Thørring. Trods sin alder på 86 en frisk dame, der inviterede på besøg og en snak om familien. Hun må formodentlig være det ældste nulevende medlem af Thørring-grenen.
 

Henvendelse den 29-01-2004 fra Marc, som jeg har fælles aner med tilbage til Søren Nielsen Thørring [RN1505].
 

Fra samme Marc modtog jeg senere på året et par billeder fra Fladstrand kirkegård ved Frederikshavn, hvor man opbevarer en række gravsten med bagermester Søren Hansen Thyrring og nogle af hans børn, den sidste død i 1887.

 

Fik den 24-07-2004 en henvendelse fra Kenneth, der som jeg selv er oldebarn af Anders Peter Thørring og Kristine Kristensen. Han er selv i gang med at beskrive slægtshistorien, så han er derfor interesseret i oplysninger til brug herfor.
 

Fik den 19-10-2004 en henvendelse fra Hans Thorvald, hvis far havde arbejdet på farfars og fars maskinsnedkeri i årene efter krigen. Thorvalds mor var dertil svigerinde til en søster til min farmor. Vi kunne udveksle billeder fra de respektive familier med forældre, bedsteforældre og sågar oldeforældre fra et kobberbryllup i familien.


Hjortholt-grenen

Henvendelse den 07-07-2004 fra Daniel, der via min hjemmeside og en navnebroder i familien havde fundet sig selv. Jeg har skrevet til ham for at få supplerende oplysninger.

 

Henvendelse den 04-10-2004 fra Karina, der via genealogiprogrammet Slægtens spor i DR fik lyst til at søge på internettet og fandt sin far omtalt på mine hjemmesider.

 

Jeg har skrevet til hende for at få supplerende oplysninger.

Aastrup-grenen


Siemsen-grenen

Seidi i USA havde ved et besøg på mormonernes arkiv i Salt Lake City opdaget, at kirkebogen for St. Jakobi eksisterer og er mikrofilmet af mormonerne efter 2. verdens krig og ikke som forventet gået til under bombningen af Rostock under krigen. I hvet tilfælde [RN0652] Caspar Christian Siemsen og hans far er knyttet til kirken.

 

Jeg har sammen med min mor gjort et forsøg på at forske videre i kirkebogen via mormonernes Familie Historie Center her i Århus. Det gav ikke noget nyt og specielt på dåbsområdet vil det være tidskrævende. Seidi har besluttet at bestille filmene hjem og søge blandt gifte og begravede.

 

Har jeg via folketællingen 1787 fundet RN0652 Caspar Christian Siemsen (Simsen)s lillesøster RN2042 Magdalene Siemsen i København, født i ca. 1750. Navnefælleskabet med niecen RN0846 Magdalene Elisabeth Siemsen tyder herpå, ligesom RN0847 Dines Sommerfeldt og hans kone RN0842 Ane Marie Cathrine Simsen opkalder deres datter RN2048 Gudrik Magdalene Sommerfeldt dels efter moderens faster RN2042 Magdalene Siemsen og dels efter mormoderen RN0653 Gurrie Magdalene (Gudrig) G. Wulfsberg

 

Slægten i Norge

 

Seidi har fundet en bemærkning om RN0728 Thue Auhesen (Bahr) og hans sønner i en bog om Vang i Valdres, Norge.

 

Kristensen-grenen

 

Jeg fik i sommeren 2004 en henvendelse fra Carol i South Dakota om fælles slægtninge med RN0650 Niels Christensen Støttrup og hans kone RN0651 Maren Sørensdatter fra Aars. Hun er også ud af den store del af anerne, som stammer fra Himmerland. Hendes oldeforældre udvandrede vel omkring 1870erne til USA. Hendes bedstemor og min oldemor (RN0111 Kristine Kristensen) var halvkusiner.

 

Carol har hentet en del af sine oplysninger fra Jens P., som har

udlagt pdf-filer med sin slægtsbog oprindeligt udarbejdet i 1951 og indeholdende bl.a. vores fælles [RN0684, RN0685] slægtninge. Noget af materialet er et supplement til mit eget, eller det jeg har hentet fra de to [Siemsen] slægtsbøger.

 

Samme Jens P. har et par gårdbøger om nogle af gårdene vest for Aars ved Gundestrup, hvor også en del af min familie har boet.

 

Johansen-grenen

 

Jeg fik i eftersommeren 2004 en mail fra Lone, som jeg deler fælles oldeforældre med: Jens Johansen og Christine Olivia Andersen.

 

Nogle lokalhistorikere er i gang med at registrere alle gravstederne på Sjelle og Skivholme kirkegårde, hvor Lones mand ligger begravet. Folkene bag registreringen havde fundet hans navn på mine hjemmesider og ønskede yderligere oplysninger, hvorfor de henvendte sig til mig, der kunne vise videre til Lone. Deres henvendelse til Lone fik hende til at kontakte mig.

 

Lone er i besiddelse af en "skatkiste" af materiale om vores fælles familie, så nu vil et besøg forhåbentligt åbne op for nye akter til familiesagaen.


Arbejde og tillidshverv
 

Jubilæum

 

Den 25-02-2004 er det 20 år siden, at jeg købte min første computer. Det var en Sinclair Spectrum med 48 KBytes ram, nr. S 6316 købt hos Clemens Papir:Teknik og databutik, Clemenstorv 8, 8000 Århus C for 2.997 kr.

Sammen med computeren købte jeg et skakprogram, et spil og tekstbehandlingsprogrammet Tasword til en samlet pris af 400 kr. Det blev begyndelsen til en mangeårig og formodentlig evig aktivitet omkring edb. I begyndelsen og formodentlig helt frem til tiden, hvor e-mail blev udbredt, gav computeren anledning til hovedrysten hos mange, som havde svært ved at se, hvad man dog skulle bruge en computer til.

Med udbredelsen af e-mail og internettet i sidste halvdel af 1990erne blev skepsis vendt til et nødvendigt arbejdsredskab.

 

Jordbrugskommissionen for Århus Amt

 

Friluftsrådets bestyrelse indstillede i sit møde den 30-08-2004 mig som deres medlem af Jordbrugskommissionen for Århus Amt for perioden 01-12-2004 til 31-12-2006. Som suppleant blev udpeget Ove Gasbjerg.

 

Vi har begge indtil for få år siden været medlem af Friluftsrådets amtsbestyrelse for Århus Amt.

 

Der er tale om en helt ny post, idet jordbrugskommissionerne med virkning fra slutningen af dette år er blevet udvidet med en repræsentant fra henholdsvis Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Hidtil har alene de to landboforeninger sammen med amtet været repræsenteret.

 

Kommissionen er den regionale myndighed, som påser overholdelsen af Lov om Landbrugsejendomme og svarer parallelt til amtsrådets rolle ift. administrationen af Naturbeskyttelsesloven.

 
Huset på Grøndalsvej 242
 

Efter sidste års investering i ny for- og baghave er turen igen kommet til forbedringer af huset. Vi overvejer at lægge parketgulv i soveværelset og det ene arbejdsværelse sammen med ny loftbeklædning og nye garderobeskabe med skydelåger.

 

DAB-radio

Den 16-12-2004 skete der et paradigmeskift i familiens hidtidige brug af radio og fjersyn, idet jeg købte en digital radio til digitale radioudsendelser.

Udover de pt. 17 digitale radiokanaler indeholder radion også en FM-radio til modtagelse af de sædvanlige radiostationer på FM-båndet.

Årsagen til indkøbet er en længere tids kampagne fra Danmarks Radios (DR) side for at prøve dette digitale medie, der angiveligt skulle blive fremtidens radiotransmissionssystem i Danmark. Mere konkret er et en stigende irritation over den faldende tekniske kvalitet af FM-båndet.

 

Hvor FM-teknikken i sin tid blev indført for at forbedre den tekniske kvalitet i forhold til AM-båndet, og hvor der faktisk og til dato er en væsentligt kvalitetsforskel disse bånd i mellem, så er kvaliteten på FM-båndet gået ned ad bakke i takt med, at der skal være plads til flere og flere stationer udover DR, lokalradioer og i sidste omgang kommercielle radioer.

Hertil kommer en generel sænkning af kvaliteten af den indholdsmæssige side af radioen, som er kommet i takt med folkeliggørelsen af hele radio- og tv-området.

Disse forhold har været begrundelsen for, at jeg købte en digital radio.

 


Familiebegivenheder

Krøniken

 

Efter det 5. afsnit af DRs Krøniken var rullet over skærmen den 01-02-2004 kom jeg til at tænke på, hvordan vi i Århus oplevede fjernsynets ankomst til byen (Statsradiofonien startede med fjernsynsudsendelserne i 1951):

Første gang for, hvornår vi rigtig fik anledning til at se fjernsyn, var da de såkaldte Ungarnsudsendelser i begyndelsen af 1957 blev vist i anledning af de kampene mellem befolkningen i Ungarn og de sovjetiske militære styrker. Statsradiofonien havde besluttet for at stå bag en landsdækkende indsamling, og for første gang brugte man TV-mediet som led i indsamlingen. Indsamlingen løb over en række udsendelser med de bedste af landets kunstnere. Det pengemæssige resultat blev løbende annonceret i fjernsynet.

Familien havde dengang ikke fjernsyn, men vi fulgte udsendelserne hos Verner og Ellen på Hvidkløvervej. Verners bror var radioforhandler i Hadsten, og Ellens far og min fars onkel Dubgaard havde en radio- og cykelforretning på Frederiks Allé i Århus. Så vi blev inviteret til at se udsendelserne hos Verner og Ellen.
 

Udsendelserne blev en kappestrid mellem forskellige firmaer og foreninger om de største og/eller mest fantasifulde bidrag.

Ikke lang tid efter sendemuligheder blev gode i Århus begyndte en række radioforhandlere for at fremme salget af fjernsyn at stille et apparat op i deres udstillingsvindue, hvor folk så kunne følge  udsendelserne ude fra gaden, et scenarie som filmen Harry og kammertjeneren har udødeliggjort.

I vores gade Hans Brogesgade havde en radioforhandler Trepholdt i en kælderforretning nogle huse nord for vores også stillet sit fjernsyn op. Så det skete, at Karin og jeg nogle aftener fik lov til at se lidt af de tidlige udsendelser først på aftenen.

På et tidspunkt må far være blevet overtalt, eller også var det mor, for en dag stod der et TO-R 17" fjernsyn i vores dagligstue købt hos Dubgaard. Et billede af fjernsyn nr. 2 kan se på optagelserne fra nytårsaften 1958/1959.

 

 

EU-valget den 13-06-2004

Til valget til EU-parlamentet, som forløb i ugen op til og med sidste valgdag den 13-06-2004 havde den politiske debat været af betydelig mindre omfang, end vi herhjemme er vant til under et folketings- eller kommunalvalg.

Dette på trods af, at EU-parlamentet jf. den nye forfatning for EU tilsyneladende ser ud til at få større og større indflydelse. Hjemme medførte det, at kun jeg tog ned og stemte. Hanne kunne ikke se nytten heraf.

Jeg har grundet den politiske udvikling som nævnt i min 2003 dagbog, besluttet mig for at sætte kryds ved de kommende valg til kommune, amt, folketing og EU-parlament ud fra en konkret vurdering af parti og kandidater på området sat op mod det ønskede resultat og ikke som hidtil at satse på en mere "partitro" stemmeafgivning.

Mit kryds til EU-parlamentet faldt på en kandidat, ,som nyder min store tillid, men som repræsenterer et parti med en hidtidig holdning til EU, jeg ikke deler. Men kandidaten (som har opnået valgt til parlamentet) har synspunkter, der er afvigende i forhold til den udbredte holdning i partiet på en måde, som sammen med pågældendes ansvarlige holdninger til samfundsspørgsmål i al almindelig får mig til at sætte kryds her.
 

Til det kommende folketingsvalg, kommunevalg og amtskommunevalg vil jeg formodentlig på samme måde sætte et kryds ved en kandidat, der som person nyder min tillid. Dette uagtet, at partiet på nogle områder måtte have holdninger, der afviger fra mine.

Personen vil være det afgørende mere end partiet.
 

Familien flytter til Århus

 

Min datter og svigersøn blev gift den 24-04-2004. Inviteret til barnebarnets 1 års fødselsdag med efterfølgende besøg i storesøsterens børnehave blev de uforberedte bedsteforældre først inviteret til bryllup på Odder Rådhus til stor overraskelse specielt for bedstemødrene!

 

Ole og Maria flyttede den 01-08-2004 med deres to børn fra Odder til Århus for at komme nærmere på Skejby Sygehus, som forhåbentlig bliver Marias arbejdsplads. Samtidig er det deres plan om at kunne spare op til eget hus.

 

Efter en del tilbud om lejligheder grundet Marias lave bolignummer i Viby Andelsboligforening fik de en 4 værelses lejlighed i Vårkærparken.

 

Julie begyndte samme dato i børnehaven lige neden for os, og Jakob fik plads samme sted fra 15-09-2004.

 

Det gør det noget lettere at få dem så tæt på.

 

Gamle breve i familien

 

Min bror Erik har gemt mange af de breve, som han modtog i sin ungdom fra familien i Århus, medens han boede hos sin far i København og aftjente sin værnepligt ved Marinen, indtil han i slutningen af 1960 flyttede til Århus.

 

Også en omfattende korrespondance under hans tid på de store verdenshave som matros og skibstømrer i 1965/1966 er bevaret.

 

Omkring 150 breve skal kigges igennem og de bedste gemmes for eftertiden.
 

Hjemmesider
 

Jeg har med virkning fra 09-01-2004 etableret et 250 MB web-hotel på www.b-one.net og samtidig registreret mit 5. domæne: aastrup.de.

Pr. 01-02-2004 har jeg fået tildelt domænet thørring.dk.

 

Pr. 11-07-2004 fik jeg oprettet nye anetavler med slægtsprogrammet Legacy, og samtidig tog jeg et markant skridt fremad mod brugen af internettet som medie i slægtsarbejdet ved at lægge slægtsprogrammerne PhpGedView og The Next Generation Genealogy Software sammen med en GEDCOM-fil med alle mine slægtsdata på mit webhotel.

 

Nu kan alle besøgende betjene sig selv med sidstnævnte programmer, som i princippet kan fungere uden brug af andre slægtsprogrammer.
 

I forhold til traditionelle slægtsprogrammer må man sige, er der er tale om et paradigmeskift inden for traditionel brug af en PC'er såvel som for slægtsforskning. Begge programmer er indgående beskrevet på mine hjemmesider.


2004 Torben Aastrup

 

Denne note er ajourført 18-07-2005

horizontal rule