Pedalbilen

Billede 002 Mon ikke Torben er fotograferet i sin nye bil på tidspunktet for nyerhvervelsen? Pedalbilen fungerede på den måde, at der under kølerhjelmen var anbragt to pedaler, der kunne trædes frem og tilbage og hver påvirkede en aksel med de to baghjul, så bilen enten kørte frem eller bakkede.

Forhjulene var anbragt på en aksel, som via rattet kunne drejes til begge sider.

I modsætning til en sæbekassebil, som skulle have en til at styre og mindst en til at skubbe, var pedalbilen selvkørende med kun én person. Tillige med kunne pedalbilen uden problemer køre frem og tilbage, blot ved at træde på pedalerne i modsat rækkefølge.

Karrosseriet var formodentlig lavet af en tynd blikplade for at gøre konstruktionen så let som mulig.

Gårdspladsen på fabrikken

Billede 001 Fabrikken i baggrunden bærer præg af stor aktivitet. Begge porte og lemmen til tykkelseshøvlen står åbne, og et par træstabler ligger og står uden for bygningen. Det vidner om sommertid.

Under trappen op til 1. og 2. sal er en af trækvognene parkeret ud for det lille kontor.

Det store træplade, som står i den store port, har haft et formål. Måske blev den sat op inden for lemmen til tykkelseshøvlen, for at få det høvlede træemne til at glide ud gennem lemmen og ikke sætte sig i klemme mod muren. For træstykker kortere end afstanden mellem tykkelseshøvlen og muren indvendig var der ingen problemer. Men længere træstykker ville grundet vægten vippe ned under lemmens åbning og stoppe træets videre færd gennem høvlen.

Træpladen blev opsat som en skrå rampe inden for lemmen, så enden af det høvlede træ gled op ad rampen og ud gennem lemmen.

Inde bag den lille port stod sidst i fabrikkens liv en af de firesidede kehlemaskiner, og til højre inden for porten hang en stor stålkasse, hvor den kulde luft udefra blev opvarmet, før det blev blæst ind i tørreovnen.

Inde til venstre bag den lille port var der en rund mindre fordybning i betongulvet, som antydede en opfyldning. RN0108 Knud Erik Aastrup fortalte en gang, at der var tale om en brønd, som smeden havde brugt til hans arbejde med jernet.

Denne oplysning er nok ikke korrekt, eftersom de tidlige tegninger over fabrikken allerede den 23-01-1901 afslører en markant forhøjelse af skorstenen og den 07-12-1904 med smedien afsat på tegningen, at smeden havde værksted i den modsatte ende af den gamle fabriksbygning ud mod Holbergsgade.

Men jeg har fortsat min trehjulede cykel

Billede 003 og 004 Selv om pedalbilen selvfølgelig har været lidt af et scoop, for der har næppe været ret mange andre børn i nabolaget, som havde et sådant køretøj, så havde Torben forsat den trehjulede cykel, ligesom søsteren RN0185 Karin Aastrup også inden længe fik en trehjulet cykel.

Og de to køretøjer havde forskelle. Cyklen var unik til at køre rundt med på værkstedet, den kunne stort set komme ind alle steder, og ellers kunne Torben let løfte den over forhindringer i form at en stabel træ.

Bilen var større og krævede derfor mere plads for at komme rundt. Så mit bud er, at det mest var cyklen, som jeg brugte til at køre rundt med.

Her er jeg fotograferet foran trappen op til 1. sal i den gamle bygnings højre side, hvor tømrermestrene Aage Broundal og Braüner havde værksteder.

Tørreovn og brænde

Billede 005 Bag Torben ser vi til venstre den lukkede tørreovn og nogle sække med træaffald.

Tørreovnen var lukket med to solide døre for at nedsætte varmetabet i tørreovnen. Den yderste dør blev kilet på plads med to bomme.

Øverst på døren anes et skilt med en tekst om, at tørreovnen var (offentligt?) beskyttelsesrum. En skiltning og funktion som stammer tilbage fra 2. Verdenskrig, hvor myndighederne udpegede beskyttelsesrum i de fleste bygninger.

Sækkene stablet under betondækket mellem den gamle bygning og afkorterrummet til højre for billedet er fyldt med træklodser, som er affald fra afkortningen af træemnerne eks. til vinduesrammer.

Der har i al den tid, som der har været træproduktion på stedet, også været træaffald i større eller mindre mængder. Det meste har måske været brugt til opvarmning af værkstederne, men under og efter 2. Verdenskrig har manglen på kul og koks givet en mindre indtægt ved salg af træaffald til private husholdninger.

Efter krigen og i perioder med stor produktion kunne det endda knibe at komme af med spånerne, så her blev det meste træaffald forsøgt solgt.

Med indførelse af det automatiske spånfyringsanlæg i slutningen af 1960erne ophørte fabrikkens mulighed for selv at fyre med træaffaldet, idet spånfyringsanlægget kun kunne fyre med spåner og i mangel af disse med et oliefyr i den modsatte ende af kedlen

I muren i baggrunden sidder to armerede ruder, som sammen med muren danner sket til gården i Hallssti 37.

Afkorterrummet

Billede 006 Afkorterrummet var indrettet i en bygning, hvis rødder går meget langt tilbage i husets historie. Afkorterrummet var anbragt op imod listelageret, som delte gavl med Wilstersgade 10. Gavlen eksisterer fortsat i dag som en væg mod fællesarealet.

I nyere tid har der altid været afkorter i rummet. Træet til afkortning blev lagt til højre bag manden.

Afkorteren bestod af en rundsav, som skar træet over på tværs i den længde, som det færdige træemne skulle have eks. i en vinduesramme.

Det meste af afkorteren bestod af et bord i hele værkstedets længde. På bordet op imod et land blev lagt det stykke træ, som skulle kortes af, ved at rundsaven overskar træet på tværs.

Først blev der skåret en stump af den ene ende af træet for at sikre, at enden var vinkelret på længderetningen og evt. sand kom væk, så blev træet skubbet mod venstre og placeret op af en stopklods i en afstand hen til klingen, der sikrede, at træet netop fik den rette længde.

Når træet herefter var skåret i den rette længde, blev det lagt på en pallevogn parat til den videre proces i fabrikken.

I dag måler en computer træet i den rigtige længde, og processen er formodentlig helt automatiseret, så den kan køre det meste af tiden uden brug af mandskab.