Torben Aastrups slægtshistorie

Startside Op Indhold Gæstebog Min slægtshistorie EDB Anetavlen Kilderne Tips og idéer Foreninger

 

 

 

 

Legacy Family Tree
 

horizontal rule

Legacy Family Tree (Legacy pt. ver. 5.0)

 

Resumé

 

Legacy et meget moderne og alsidigt program med et godt overblik, som der er hurtig adgang til. Udskrifter til skærm eller papir kan designes på mange måder efter brugerens behov.

 

Programmet

Legacy Family Tree er mindre kendt i Danmark, hvilket formodentlig skyldes den manglende oversættelse til dansk. En dansk gruppe arbejder pt. på frivillig basis med at oversætte programmet, hvilket i skrivende stund skulle være sket med menuerne og slægtsbegreberne. Herefter kommer et stort arbejde med oversættelse af hjælpeteksten.

Legacy kan hentes i en gratis demo-version, hvor mange men ikke nær alle funktionerne kan bruges eksempelvis på ens allerede eksisterende slægtsdata. Nye slægtsforskere kan oprette et begrænset antal aner. Programmet hører til gengæld til i den billige ende med en pris på 25 $ incl. dansk moms for et fuldt program hentet på firmaets hjemmeside.

Programmet er nemt at gå til. Efter en times bladren rundt i de forskellige muligheder er de primære muligheder med oprettelse og vedligeholdelse af aner.

Generelt for programmet er de mange muligheder for at indstille betingelser for visning af data. Næsten et hvert felt kan indstilles af brugeren.

Programmet er delt op i 5 hovedafsnit, som hver giver adgang ved klik på et faneblad, der indeholder en af de primære slægtsfunktioner: Familieblad (to familier med ægtefæller, børn og bedsteforældre kan vises ved siden af hinanden på en gang), anetavlen hvor man går op og ned i træet (den lige linie man mærket), efterslægt hvor man kan springe mellem efterslægtens yngre medlemmer men ikke ældre, en kronologisk oversigt over en enkelt person og endelige en oversigt over samtlige personer i databasen.

Har man udpeget en bestemt person, springer man mellem disse 5 oversigter blot ved at klikke på fanen.

Af funktioner vil jeg efter en hurtig gennemgang fremhæve flg.:

TAGs er en mærkning af en eller flere personer enten individuel eller gennem søgning, slægtskab o. lign. Der er mange muligheder, og man vandrer systematisk gennem de med en tag mærkede personer. Der er 9 forskellige tags.

Bookmarks er op til 200 individuelt mærkede ægteskaber, som man kan springe frem og tilbage mellem via en oversigt. Bookmarks kan ikke som tags sættes systematisk gennem søgning o. lign.

Dobbeltskærm med mulighed for at betragte to familier bestående bedsteforældre, forældre og børn samtidig og ved siden af hinanden letter muligheden specielt ved opdatering af oplysninger, der omfatter den nærmeste familie eks. omkring de traditionelle familiebegivenheder.

Visning af halvsøskende sammen med helsøskende. Jeg har ikke før set denne mulighed i et slægtsprogram, at man samtidig kunne vise alle de børn, som stammer fra en bestemt person. Her er halvsøskende fra såvel den ene som den anden ægtefælle vist med tegnet ½ foran og en angivelse af den anden forældre bagefter. En visning der ligger langt tættere op af den dagligdag, familien har levet.

Den ovennævnte kronologioversigt er noget af det ypperligste, jeg til dato har set i slægtsarbejdet. Du får vist samtlige data fra fødsel til død, forældre samt børn med fødsel og død samt noter og evt. kilder med for den udpegede person i en kronologisk oversigt, som viser dit liv fra vugge til død. Alle disse begivenheder er beskrevet linie for linie samt vist grafisk tidsmæssigt til venstre for teksten. Dette er et slægtsprogram, når det er bedst.

Slægtsrelation mellem to blods- eller ved ægteskab beslægtede personer angives såvel ved slægtsbenævnelse eks. kusine som udskrivning i kasser. Her mangler man relationer udover blod og ægteskab. Programmet meddeler, at der er ingen forbindelse mellem min svigerfar eller svoger og mig. Der er for snæver en fokusering på blodets betydning for ens familieforbindelse.

Mærkelig nok tilbyder Legacy en kompensation herfor, idet man kan sætte én relation men kun én ad gangen mellem en person og dennes forfædre og efterkommere, hvor ”slægtskabet” anføres oven over den pågældende person. Nu er min svoger betegnet som min svoger. Min nevøs kone er også betegnet som sådan, selv min mors første mand er nu ”dateret”. Men man kan ikke udskrive eks. kasser over forbindelsen. Til gengæld kan man få udskrevet et diagram over de forskellige slægtsbenævnelser, der måtte forekomme, tilbage til 5 x oldefar, hvis efterkommere i samme generation som mig er mine 6. kusiner/fætre. Hvorfor dette ikke kan omsættes i kasser med de enkelte aners data synes ulogisk.

Flytte frem og tilbage mellem de skærmbilleder, man har arbejdet med som vi kender det fra en webbrowser, gør det let at arbejde med programmet og søgninger reduceres. Som supplement er det muligt at lave bogmærker og tags på en eller flere personer.

Udskrifter kan normalt ske såvel til printer, rft-fil og pdf-fil, så mulighederne for at kommunikere med andre synes gode. Layout på print er enkelt og giver et troværdigt indtryk af oplysningerne.

 

Billedbehandlingen er enkelt og alligevel med mange muligheder. Et billede kan knyttes til en enkelt person eller flere blot ved at klikke. Forbindelsen mellem billede og Legacy er blot en filadresse, som bevares ved eksport til en Gedcom-fil. Ved dannelse af hjemmesider laves der en kopi af billedet, så kopien kan lægges på nettet.

 

Legacy har et let betjent modul til at danne hjemmesider med. Kravet om kendskab til at lave hjemmesider er begrænset, og resultatet hører layoutmæssigt til blandt de bedste. Brugeren kan på nær et område ved eget valg bestemme udseendet på mange områder. Dog kan man tilsyneladende ikke bestemte skrift og skriftens størrelse! (Dette kan skyldes konsekvenserne for opstillingen af de enkelte sider).

 

Set i et fremtidsperspektiv vil forskellen mellem de gode og dårlige slægtsprogrammer være deres evne til at lave hjemmesider. En mængde af rapporterne er jo udarbejdet med henblik på at lave papirudskrifter. Det må allerede i dag siges at være forældet. Ung som gammel er jo nu i stand til at gå på internettet og læse om familiens aner. Så firmaerne bag programmerne skal bruge deres kreative indsats omkring hjemmesidefremstilling.

 

Internettet og slægtsarbejdet passer som fod i hose til hinanden, begge dynamiske og med nye informationer, der hele tiden dukker frem.

Producent: Millennia, hjemmeside www.legacyfamilytree.com
 

27-06-2004 Torben Aastrup


 

Denne note er ajourført 18-07-2005

horizontal rule