Mine hjemmesider skal indtil videre indeholde et udpluk af den
mest spændende del af mit slægtshistoriske materiale og oplysninger omkring min
families slægtshistorie. Det kan være i form af anetavler, eget kildemateriale,
kildemateriale fra de offentlige arkiver o.lign. Altså et udpluk af de mange
akter, som er resultatet af enten mit eller andres slægtshistoriske arbejde.
Etableringen af de første hjemmesider i form af anetavlerne gav mig i efteråret
2003 inspiration til at nedfælde mine tanker og idéer omkring processerne i mit
slægtshistoriske arbejde. En form for dagbog hvori jeg undervejs i mit arbejde
noterer mine tanker og overvejelser omkring opgaver, metoder, problemer,
løsninger m.m., som ellers ikke vil fremgå direkte af det slægtshistoriske
materiale.
Disse tanker og overvejelser kunne måske give inspiration for andre, hvis de
blev lagt ud på mine hjemmesider. Under alle omstændigheder vil de blive en del
af mine erindringer.
Materialet udgives på mine hjemmesider og gøres tilgængeligt via internettet med
henblik på en dialog med andre slægtsforskere, der måtte have fælles aner med
min familie, eller hvor materialet kan inspirere til deres eget slægtshistoriske
eller lokalhistoriske arbejde.
Visse af mine overvejelser kan måske skabe en dialog omkring grundlaget og
metoderne omkring slægtshistorisk arbejde det være sig etiske eller mere
tekniske aspekter, som især brugen af edb har medført. Dette ikke mindst i lyset
af en tilsyneladende mangel herpå i flere af de foreninger, der ellers har som
formål at virke til gavn for lokalhistorien eller slægtsforskningen.
F.eks. er en debat omkring hvilke etiske principper man bør følge omkring
offentliggørelsen af personoplysninger på internettet så godt som ikke
eksisterende.
Historiefaget er efter min opfattelse fortsat præget af en konservativ
tankegang, som efterlader et indtryk af mangel på samarbejde. Måske er dette en
af forklaringerne på, at faget har så svært ved at markere sig i den offentlige
debat, hvor dagsordenen i dagens Danmark er nedskæringer inden for den
offentlige sektor.