Up one level Mine fotos på internettet. » Østjydske vandringer. » 3. temadag den 08-10-2005. » Og så vandrede man til fotografen - men hvor kan man finde de gamle billeder?

Og så vandrede man til fotografen - men hvor kan man finde de gamle billeder?

Foredrag af Torben Aastrup: Såvel for lokalarkiver som slægtsforskere udgør fotografier af personer eller lokaliteter en ikke uvæsentlig del af arkivmaterialet og med de rette oplysninger en værdifuld kilde.

 
Fra 1860erne/1870erne begyndte fotografer at dukke op i købstæder og stationsbyer. Mange fotografers arkiver er gået tabt, og langt de fleste bevarede billeder stammer fra private personers samlinger.
 

Men en række af de gamle fotografer har afleveret deres negativer til lokalarkiverne og i en række tilfælde også protokollerne over bestillerne af det enkelte billede.
 

Eftersom der er en entydig sammenhæng mellem protokol og det enkelte billede, indebærer det unikke muligheder for at identificere de enkelte personer, stedet og den tidsmæssige ramme.
 

I dagens indlæg fortæller Torben Aastrup om fotografer og bevarede fotografarkiver, og med udgangspunkt i en familie, der selv vandrede/flygtede fra et bondesamfund i Himmerland til købstaden Århus, men grundet en graviditet aldrig nåede Amerika, gennemgår han to eksempler på, hvordan man praktisk og teknisk kan bruge materialet: Fotograf Heinrich Tönnies i Aalborg og fotograf Riis Knudsen i Aarhus.
 

12-06-2005

thoerring
Explore this folder
Familien Thørrings vandringer.  |  Total images: 27

Himmerland

Anders Peter Thørring er født den 05-04-1866 i Binderup skole i Binderup sogn syd for Års i Himmerland hjulpet til verden af sin farmor, som var jordmoder.

 

Hans far står noteret som værende af Skivum nord for Års.

 

Anders Peter kom ud at tjene om sommeren allerede fra 7-8 års alderen. Den 01-02-1880 tjener han således hos præsten i Gislum by, Gislum sogn syd for Års.

 

I Støttrup vest for Haubro lærer han at "mure og tømre og mange andre fag", som senere hen i livet kommer ham til gode, da han selv bygger hus og får arbejde i Aarhus.

 

Aalborg

Vi møder ham som nyindkaldt soldat i Aalborg fotograferet til lejligheden den 24-05-1888 og tilsvarende den 21-09-1890, da han er genindkaldt?

 

Haubro og Holme

I folketælling den 01-02-1890 møder vi ham som tjenestekarl hos gårdmand Kresten Kristensen i Holme, Farsø sogn, hvor han formodentlig fortsat er i tjeneste, da han gifter sig med Kristine. Af vielsesattesten fremgår det, at han er af Farsø sogn.

Af en datters erindringer fremgår det, at "Som voksen tjente han i Holme Haubro Sogn, hvor han lærte sin kone [Kristine at kende]."

Af børnenes sagn til deres sølvbryllup den 03-04-1917 fremgår det: "Anders i Haubro fandt sin Kristine, sammen de tjente..."

(kort over Haubro og omegn: Trap Danmark V, 1924, side 729)

Kristine født i Haubro den 29-10-1868 havde siden sit 7ende år været i tjeneste hos gårdejer Knud Sørensen i Holme kaldet Knud i Holme, men han dør i 1891, hvorefter Kristine kommer i tjeneste hos bageren i Haubro.

Holme er en flække på under 5 gårde/huse syd for Haubro, så de har begge arbejdet på gårde i umiddelbar nærhed af hinanden eller på den samme gård, og hvor de så har haft rig lejlighed til at mødes og forelske sig.

 

Aarhus

Omkring 1892 er Anders Peter i Aarhus, hvor han er fotograferet hos fotograf Hans Petrus Dannemand i Ryesgade 16 sammen med broderen. Måske er denne allerede draget til Aarhus for at prøve lykken.

 

Haubro

Den 03-04-1892 holder bageren Anders Peter og Kristines bryllup i Haubro kirke, og de bygger efterfølgende selv et hus i Holme. Det første barn fødes her den 19-04-1893.

 

Aarhus

Af sølvbryllupsangen fremgår det, at de beslutter sig for at immigrere til Amerika formodentlig med håb om et bedre liv, men skal omkring Aarhus for at undersøge rejse- og immigrationsmulighederne.

 

Haubro

Men Kristine opdager så en dag, at hun igen var blevet gravid med det andet barn, hvilket får dem til at vende hjem til Haubro og bliver der 3 år mere.

Barn nummer to fødes den 20-02-1895. Den 14-06-1895 er de boende i Holme jf. koppeattesten på det yngste barn.

 

Aarhus

Efter de 3 år beslutter de sig for at flytte til Aarhus, hvor det tredie barn fødes den 23-05-1898 i Sct. Pauls sogn i Aarhus.

Med et barn på 5 år, et på 3 og et nyfødt er parrets rejseplaner og immigrationen til Amerika helt opgivet.

De blev resten af deres liv og døde i Aarhus, hvor de ligger begravet på Nordre Kirkegård.

 

17-06-2005 Torben Aastrup